Studsgårds historie

Studsgård og dets navn

Alle historikere og sprogforskere er enige om, at navnet Studsgård findes i med sikkerhed i 1683, nemlig i den såkaldte ”Modelbog”, som er et af forarbejderne til Christian d. 5. Matrikel fra 1688. Gården er også afsat på Erik Pontoppidans Danske Atlas fra ca. 1770, på Videnskabernes Selskabs originalkort fra 1791 og også på Generalstabens Kort (Herning) fra 1872 blot for at give nogle eksempler. På Generalstabens Kort ligger gården Studsgård endnu i ensom majestæt. Den bymæssige bebyggelse skulle komme som en følge af jernbanestationen. Men der er noget de kyndige strides om. De er f. eks. uenige om, hvorvidt navnet ”Stusgar”, der er fundet i et dokument fra 1424, er knyttet til vort Studsgård. Therkel Mathiassen mener ja, den lokale forsker Peder Christensen ligeså, mens Instituttet for Navneforskning er af den opfattelse, ar der slet ikke er en forbindelse mellem de to navne. Så er der også navnets betydning. Instituttet giver følgende forklaring: ”Forleddet er dyrenavnet ”stud” eller det deraf dannede tilnavn ”stud”, gammeldansk ”Stut””.

Stude ved Studsgård og omegn

Man indrømmer dog, at en betegnelse fra 1585, ”Stugs Hussted”, måske har tilknytning til ”Studsgaard” eller ”Stugsgaard”. Når man tager i betragtning, at Volsgaard (Olafs-, Oles-, Volles-, Volsgaard) omtales i året 1466, Gjessinggaard i 1490 og Hvæslund i 1539, og man gør sig klart, med hvilken tilfældighed lokaliteter dukker op i dokumenter, kan man med sikkerhed slutte, at Studsgård egnen har været beboet i middelalderen(ca. 1050 – ca. 1500).
Rent faktisk menes navngivningen af Danmarks bebyggelser i hovedsagen at være afsluttet omkring 1250. Det er nok en tanke værd!

 

Nyere tid

Jernbanen kommer til Studsgård sidst i 1800-tallet og er i drift mellem Herning og Skjern fra 1881. Byen fik sit mejeri i 1907, som var i drifte frem sidst i 70’erne. Omkring stationen og hovedvejen mod Snejbjerg voksede der sig langsomt en driftig landsby frem. Først med mange små butikker, gæstgiveri og håndværksteder, der dog som alle andre steder i Danmark, er lukkede i dag.

Der blev også brudt brunkul ved Studsgård under den tyske besættelse i 2. verdenskrig, nemlig i Momhøj plantage, hvilket har givet området derude et særpræget bakkelandskab. De sidste brunkul blev brudt i 1968.

Studsgård fik sin landsbykirke i 1920, der dengang kostede den nette sum af 108.000 kr. I 1925 fik Studsgård sin landsbyskole, som underviste Studsgårds og omegnens børn i mange år. I juni 2002 lukkede skolen efter lange og hårde forhandlinger med byrådet. Herefter tog initiativrige forældre og borgere i Studsgård sagen i egen hånd og oprettede Studsgård Friskole, således at de gamle skolebygninger stadig bruges til undervisning af byens børn. 

Særværdigheder

Tilbage til istiden kom en af de kendte lokaliteter til egnen. Nemlig vandreblokken Mørup-stenen, der med sine ca. 500 tons har været lidt af en præstation at få maset her til Studsgård! Desværre ligger det meste af stenen godt skjult i jorden, så kun lige toppen er i det fri. Stenen finder man fra en sti på Bliddalvej ca 3,5 km. nord for Studsgård

Ca. 4 km. sydvest for Studsgård finder man de berømte Momhøje. Det er fire kæmpegravhøje fra bronzealderen, de er altså ca. 3.500 år gamle. Den største af højene ”Store Momhøj” er med sine 95,4 m over havet Ringkøbing amts 5. højeste punkt. Og ca. 3 km. syd for Studsgård Torv ligger der også to kæmpegravhøje, nemlig Hjortsballe Høje, ligeså fra bronzealderen. Allerede dengang var egnen beboet. Hjortsballe Høje giver desuden en fin udsigt henover Studsgård.